Viser opslag med etiketten Aftensmad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Aftensmad. Vis alle opslag

onsdag den 23. marts 2016

Pizzabunde

Pizzabunde
Lækre sprøde pizzabunde

Jeg har prøvet mange forskellige opskrifter på pizza-bunde, da Noa elsker pizza. Denne opskrift er helt klart hans favorit.
Den er forholdsvis nem at lave og egner sig til at fryse ned når den er forbagt. Jeg laver ofte dobbelt portion så jeg altid har en frossen pizzabund klar til at blive fyldt med divere lækkert topping.

Ingredienser: (2 store eller 3 medium bunde)
6 dl lys melmix (Skal være uden husk eller lign)
4 dl vand
25 g gær
1 tsk sukker
2 spsk olie, gerne oliven
3 tsk Xanthan gum
3 tsk Pektin (eks. citrus pektin) - Kan undlades men bliver helt klart bedst med det
1 tsk salt

Fremgangsmåde:
Bland alle tørre ingredienser sammen i en skål
Rør gæren ud i lillefingervarmt vand i en anden skål.
Hæld melblandingen ned i vandet, sammen med olien og rør med dejkroge eller køkkenmaski i mindst 5 minutter.
Lad dejen hæve tildækket i ca 25 minutter.
Del dejen i 2 stykker hvis det skal være store pizzaer eller 3 for medium størrelse pizzaer.

Her kommer der 2 fremgangsmåder. Den første er helt klart min favorit, men nr 2 er nemmere både under og efterfølgende ift rengøring.
1)
Tænd ovnen på 300 °C eller hvor meget din ovn nu kan klare, med en ren bageplade uden bagepapir i. Ovnen skal have kørt i minimum 15 minutter inden du bruger den.
Drys rismel ud på bordet og rul dejen ud til en pizza med en kagerulle der er smurt med olie, for ikke at sidde fast i dejen. Prik huller i pizzabunden med en gaffel for at minimerer bobler under bagning.
Flyt pizzabunden direkte ind på den varme bageplade, vha en pizza-spartel eller lignende, og bag i 4-8 min, indtil let brun i kanten. Tag pizzaen ud af ovnen og hvis den skal bruges med det samme, kommes der fyld på og sættes tilbage i ovnen, indtil den er klar. Ca 4-7 minutter. Ellers skal den køle helt af inden den kommer i en stor dypfrostpose og i fryseren.

2)
Tænd ovnen på 225 °C, med en bageplade i ovnen. Ovnen skal have kørt i minimum 10 minutter inden du bruger den.
Smør et stykke bagepapir med olie og rul dejen ud til en pizzabund med en kagerulle, der er spurt med olie for ikke at sidde fast. Prik huller i dejen med en gaffel for at undgå bobler under bagning. Kom bagepapiret med pizzabunden på over på den varme bageplade og bag i 5-8 minutter indtil den er gylden i kanten.Tag pizzaen ud af ovnen og hvis den skal bruges med det samme, kommes der fyld på og sættes tilbage i ovnen, indtil den er klar. ca 6-8 minutter. Ellers skal den køle helt af inden den kommer i en stor dypfrostpose og i fryseren.

Lækker sprød bund med knasende kanter.


fredag den 11. september 2015

Frikadeller uden gluten, mælk og æg

Børnevenlige frikadeller med bacon
Uden æg, gluten og mælk

Min søn elsker disse frikadeller, og var det op til ham kunne vi spise dem hver eneste dag. De er nemme at lave og baconen binder det hele sammen og gør dem cremet i konsistensen Man har brug for en minihakker for at kunne lave dem.
De kan både laves på en pande med lidt olie eller i ovn. Mere om fremgangsmåden længere nede i opskriften.

Ingredienser (passer til ca 4 personer)
  • 500 g hakket kalv og flæsk
  • 100 g bacon i tern (tjek for gluten)
  • 1 mellemstort løg
  • 3 spsk fin ris- eller majsmel (Glutenfri havregryn kan også bruges, men gør den grovere)
  • 1 spsk Maizena
  • 1-2 dl vegetabilsk mælk (ris, soya elller lignede. Kokosmælk eller Soyacusine kan ikke anbefales) 
  • salt og peber (husk at bacon er salt så pas på med for meget salt i)

Fremgangsmåde:
  1. Pil løg og del det i 4.
  2. Put løg og bacon i en minihakker og kør indtil konsistensen er homogen
  3. Bland kød, baconblandingen, krydderier og melet (evt i en røremaskine) sammen med lidt af "mælken".
  4. Tilsæt mælken lidt ad gangen til du har den ønskede konsistens.
  5. Steges i olien på en middelvarm pande.

Hvis du vil bage dem i ovnen skal du tænde ovnen inden du går i gang på 225°C med en bradepande i ovnen. Læg frikadellerne på et bagepapir og når ovnen er varm tages bagepladen kortvarigt ud af ovnen for at lægge bagepapiret med frikadellerne over på pladen. Bag frikadellerne i ovnen i ca 25 minutter afhængig af størrelsen på frikadellerne

Frikadellerne lige efter de er kommet i ovnen.

Frikadellerne efter de er færdige

lørdag den 14. marts 2015

Hvedefri pizzasnegle uden mælk og æg.

Hvedefri Pizzasnegle uden mælk og æg
Lækre saftige pizzasnegle



Vi har været en tur på mini cruise til Oslo med DFDS, og der besluttede vi os for at tage vores egen aftensmad med til udturen, da det ikke er muligt at få andet end bøffer som Noa kan tåle, og det var ikke lige Noas livret. Jeg besluttede mig derfor for at bage pizzasnegle og pølsehorn som han kunne tåle. De blev super lækre og saftige og mættede overraskende godt, det høje indhold af fuldkorn.

Bemærk at de ikke er glutenfri, da der er rugmel i, men gode for folk som kun er allergisk overfor hvedemel.


Ingredienser: (ca 25 stk):

  • 1 dl varmt vand
  • 2 dl vegetabilsk "mælk" (havre/ris/sojamælk - alm. mælk kan bruges hvis man tåler dette)
  • 4 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk. sukker
  • ½ pakke gær
  • 3 dl havregryn
  • 2 dl groft  rugmel
  • Ca. 3 dl orange Finax melblaning
  • Fyld: 150 g skinke eller lignende i strimler og ketchup (uden hvede)

Fremgangsmåde:
  1. Bland vand og vegetabilsk mælk, så det bliver en lunken væske. Rør gær ud i den og tilsæt olie, salt, og sukker.
  2. Kom havregryn, groft mel og det meste af den glutenfri mel i. Tilsæt efterhånden det sidste mel og ælt dejen godt sammen.
  3. Lad dejen hæve i ca. 1 time.
  4. Rul dejen ud (ca 25 cm i dybden, og ½ cm høj). Brug orange Finax på bordet, så det ikke klistrer fast.
  5. Fordel et tyndt lag ketchup på dejen undtaget de sidste 2-3 cm (der hvor rullen skal lukkes). Kom  kød på og rul sammen, så du får en lang pølse.
  6. Skær forsigtigt i 1½-2 cm tykke skiver.
  7. Tryk pizzasneglene let, når de ligger på bagepladen. Efterhæv 20 min. 
  8. Pensl med vand og bag ved 200 °C i ca. 20-30 min (afhænger af størrelsen på sneglene og ovnen)
  9. Lad dem køle godt af på en rist.

torsdag den 8. august 2013

Glutenfri tortillas


Glutenfri tortillas
Uden gluten, mælk og æg


Denne opskrift er også fundet Madgudinden's blog. Det er en god blog som har mange interessante opskrifter. Opskriften er ændret en smule, men  burde smage næsten ens.

Ingredienser: (6-12 stk afhængig af størrelse og tykkelse)
250 g fint majsmel
100 g. fuldkornsrismel
3 spsk kold mælkefri magarine (FRI/Nutana) eller 2 spsk kokosolie
½ tsk. salt
1 spsk. maizena
15 g loppefrøskaller (Fiber HUSK eller lignende)
ca 2 dl. vegetabilsk mælk eller vand (Måske lidt mere)

Rør de tørre ingredienser sammen med margarinen, så det ligner rasp.
Tilsæt mælken lidt af gangen mens dejen æltes, gerne i køkkenmaskine. Dejen skal være sammenhængende og elastisk.
Læg dejen i en dybfrostpose og læg den i køleskabet indtil den er gennemkold (30-60 minutter, gerne længere)
Tag dejen ud af køleskabet og del den i passende stykker (afhængig af den ønskede størrelse på tortillaen)
Rul stykkerne helt tyndt ud på et meldrysset bord (majsmel). Drys også ovenpå dejen så den ikke hænger i kagerullen.
Steg på en varm pande uden fedtstof og vend den når "blærerne" på tortillaen bliver brune.
Det bedst er at rulle en tortilla ud af gangen og så stege den, mens man ruller den næste. Hvis man ruller alle samtidigt, skal der drysses med lidt majsmel i mellem tortillaerne, når de stables og lægges under et rent fugtigt viskestykke. Inden du steger dem, skal det værste mel børstes af tortillaen.

Dejen kan fryses ned, så man bare lige kan tage den op dagen inden man skal bruge den. Man kan også tø det op ved lav effekt i mikrobølgeovn og ælte det med jævne mellemrum indtil dejen ikke længere er frossen.



Glutenfri pitabrød

Glutenfri pitabrød
Børnevenlige pitabrød






Jeg faldt over en opskrift på glutenfri pitabrød hos Madgudinden, som samtidigt er veganer-venlige. Jeg har tilpasset opskriften så den er mere børnevenlig, og har simplificeret opskriften lidt.

Ingredienser:
3 dl vegetabilsk mælk (ris/havre/soyamælk) (komælk eller vand kan bruges)
15 g gær
20 g loppefrøskaller (Fiber HUSK eller lignende)
100 g fuldkornsrismel
50 g fin majsmel (gerne fuldkorns)
50 g maizena/kartoffelmel


2 tsk sukker

1 tsk salt
 ½ dl olivenolie (50 g)

  1. Rør gæren ud i mælken og tilsæt loppefrøskallerne. 
  2. Pisk loppefrøskallerne helt ud i væsken. Dette tager op til 5 minutter.
  3. Bland resten af ingredienserne, undtagen olien, sammen i en anden skål og rør det sammen med mælken sammen med olien, indtil dejen er elastisk. Det kan med fordel gøres i en køkkenmaskine med en K-spade eller dejkrog, da det skal æltes i op til 15 minutter. Hvis du bruger hænderne, så gnid hænderne i olie, så hænger dejen ikke så meget i.

  4. Kom olie på bordet og hænder og rul dejen til en pølse. 
  5. Del pølsen i 6 stykker og form hver stykke til en bolle, som du ruller ud til 1 cm høje pitabrød.
  6. Læg pitabrødene på en bageplade med bagepapir og smør dem med olie.
  7. Lad dem hæve i 1 time og bag dem herefter ved 250°C i 5-8 minutter.

Bør spises mens de er lune.