Viser opslag med etiketten Praktisk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Praktisk. Vis alle opslag

søndag den 12. november 2017

Krydstogt med multiallergi

Krydstogt
Kan man det med (multi)allergi?



Forhistorie

For nye læsere vil jeg til at starte med lige at skrive at min søn Noa, som denne blog omhandler ikke tåler: Hvede, mælk, æg, nødder, boghvede, chokolade og mango.

Vi har flere gange rejst med DFDS på deres mini-cruise i mellem København og Oslo med Noa. De fleste gange har han haft sin egen mad med, men enkelte gange har vi fået lavet mad på restauranten. Her har vi mødtes med chef-kokken og vi har forklaret hvad Noa ikke har kunne tåle, og hvad han godt har kunne lide og så har de kunne lave noget mad ud fra dette. Dette har dog kun været til aftensmad, da deres brød indeholder ting min søn ikke kan tåle og resten var enten ikke interessant for ham eller heller ikke noget han kan tåle. Så morgenmaden bestod altid af egen brød og pålæg (som kunne opbevares i deres køleskab i receptionen) og så lidt friskskåret frugt fra køkkenet.
Selve krydstogtslivet har tiltalt os meget, så i år ville vi forsøge at tage på et "rigtigt" krydstog. Vi var klar over at det ikke bare var noget vi kunne gøre uden lidt forarbejde inden, pga Noas allergi. Vi fandt derfor et krydstogt igennem Costa Cruises, som dels tilbyder ture i smukke Italien og Spanien, og dels er et italiensk rederi. Italienerne er langt foran danskerne og flere andre lande når det kommer til fødevarerallergi. Deres mærkninger og fokus på allergi er mere tydelig og mange restauranter tilbyder allergi-venlig mad. Det skal dog siges, at med så meget allergi som Noa har, er det stadig ikke nemt at finde restauranter hvor han kan tåle andet end salaten.

Bestillingen af krydstogtet

Vi tog kontakt til Cruise Market som er et dansk rejseselskab, specialiseret i krydstogter rundt omkring i verden. Normalt ringer de bare til rederiet og spørger om de har mulighed for at lave mad, men pga den store mængde af ting han ikke tåler ville de gerne have det på skrift. De vente tilbage efter nogle dage at det kunne godt lade sig gøre. Vi bestilte derfor et krydstogt på Costa Fascinosa, som sejlede på ruten Barcelona -> Savonna (Italien) -> Napoli -> Palermo -> Ibiza -> Mallorca -> Barcelona. Samtidigt fik vi tilsendt dokumenter som vi skulle udfylde til rederiet angående Noas allergi, og et dokument som vi skulle have vores læge/allergilæge skulle udfylde. Sidstenævnte koster 250 kr som betales af egen lomme. Rederiet skulle have disse papirer retur mindst en måned før afgang. Papirerne var på engelsk og var forholdsvis lige til at udfylde.

Generelt om krydstogter

Costa Cruises er lidt anderledes end andre rederier ift drikkelse mm. Når man bestiller direkte igennem dem så er der ingen drikkelse med ombord. Dvs at man skal betale for alt, også vand ombord, hvilket hurtigt kan blive uoverskueligt og dyrt hvis man gerne vil have drinks og lignende til sin mad og underholdning. Cruise Market sælger dog altid krydstogterne med den mindste drikkepakke, som giver øl, vin, sodavand og vand til middagen og i buffetten. Man kan dog vælge en premium kahyt som giver en drikkepakke hvor næsten alt er inkluderet hele tiden, inkl gratis roomservice, og en kahyt der er placeret lidt bedre end andre kahytter. Vi valgte en Premium udvendig kahyt, da den indvendige var udsolgt. Det var vi meget glade for. Det er noget andet at vågne op og kunne lukke rigtigt lys ind. Derudover så er det også flot at kunne se indsejlingen til diverse havne fra ens egen kahyt mens man lige pakkede tasker mm som man skulle have med i land.
Vi havde faktisk op mod krydstogtet snakket om at vi gerne ville prøve en med balkon så vi kunne sidde derude når børnene var puttet, men der var ikke nogen ledige kahytter. Vi havde nok heller ikke fået ret meget ud af det, for her i slutningen af september er der bældmørkt efter kl 20, og vi kom alligevel først ned i kahytten et stykke tid efter kl 20, så der ville en del af charmen være væk ved at sidde udenfor.

 

Forberedelse til rejse med allergiker

Har du prøvet at rejse som/med en allergiker vil du vide at det kræver noget forberedelse. Jo mere man/barnet er allergisk overfor, des mere forberedelse kræves der.
Jeg har opdaget at det er nemmest at have en seddel med på de lokale sprog hvor der står hvad Noa ikke tåler. I år har jeg lavet en ekstra illustrativ en som jeg samtidigt har lamineret og altid har med os når vi skal spise, uanset om det er på skibet eller i land. Du kan downloade dokumentet i PDF eller Word. Word-dokumentet er i A4, mens PDF-dokumentet er lavet så det kan bliver et A5-ark printet på et A4 ark.
Allergiseddel som PDF
Allergiseddel som Word
Alle der fik den i hånden var meget positive over min ide. De kunne tage dem med ud i køkkenet til kokken, som nemmere kunne finde ud af hvad de kunne lave til Noa. Det er nemlig ofte ikke dem med de bedste sprogegenskaber der skal lave maden til dig. De forskellige allergeners udlanske "navne" har jeg fundet på Astma og allergiforbundets hjemmeside.
Derudover lavede jeg også et andet skema til mig selv som jeg brugte hvis jeg skulle ud og handle ind, men det brugte jeg ikke så meget, da jeg fandt ud af at Google Translate (hvis man har udlandsdata) var et mere effektivt redskab. Her kan man tage et billede af en ingrediensliste og så få den oversat til dansk i løbet af få sekunder.
Endvidere fandt vi også ud af at vi måtte tage eget brød med til Noa, da det var specialkost. Han tåler rugmel, så vi tog noget rugbrød med og nogle boller i tilfælde af at han ikke kunne tåle deres boller.

Krydstogt med allergiker

Da vi kom ind på skibet tog vi fat i receptionen da vi havde læst at deres køkken skulle have det specialbrød vi havde taget med, men det behøvede vi alligevel ikke. Vi puttede det derfor i minibaren i hytten således at det kunne holde sig hele ugen.
Vi gik nu ned i buffetten og spurgte dem angående mad til Noa. Her fortalte de at det kun var i restauranten at vi kunne spise når der var tale om allergi. De glemte at fortælle os at det var den samme restaurant vi skulle spise på til både morgenmad og frokost hver dag vi ville spise på skibet, også selvom denne restaurant ikke stod som åben til frokost.

De havde nogle lyse boller han kunne få på skibet, så det var kun rugbrødet vi fik brugt til morgenmad, for ikke at han skulle blive for hurtigt sulten igen.
Når man er på krydstogt så kommer man til en masse spændende byer. Nogle vil gerne bruge al tiden i land, mens andre bliver på skibet i alle 7-8 dage. Vi tilhørte mellemtingen. Vi gik nogle timer i land og kom tilbage igen. Inden vi tog afsted havde vi fundet et masse fine restauranter som kunne lave glutenfri mad, vha bl.a. AIC (Italiens svar på cøliakiforbundet) som har denne finde søgemaskine.
Vær dog opmærksom på at åbningstider mm ikke altid passer, så tjek lige efter på restaurantens egen hjemmeside/Facebookside eller Google Maps. Det glemte vi at tjekke så vi endte med at besøge 3 italienske byer uden at finde en eneste restaurant der var åbent. I Palermo endte vi endda med at gå 3 km udenlukkende for at komme hen til en lukket restaurant. Heldigvis kunne vi nå at komme tilbage til skibet inden deres frokostrestaurant lukkede.
På Ibiza lykkedes det dog at finde en restaurant som kunne lave pizza til Noa, så han var overlykkelig. Denne fandt jeg faktisk via Tripadvisor, og Google.


Restauranten på skibet

Restauranterne på skibet lavede rigtig god mad. Det var sådan at du havde det samme bord hver aften på samme tidspunkt, samt samme tjener. Der er "2 seatings" hhv kl 19 og kl 21:30, og man kunne på forhånd vælge hvilken restaurant samt hvornår man ville spise, hvis man valgte den før omtalte premium kahyt. Ellers ville de placere end hvor der var plads. Da vi kom første aften bød vores tjener os velkommen og hilste på Noa og sagde: "Du må være Noa. Du kan ikke tåle ......". Det var dejligt betryggende at der var blevet læst på lektien for denne tjener. På restauranten var der flere forskellige menukort, både de almindelige til folk uden allergi, til børn, samt både menukort til folk med glutenallergi og folk med allergi overfor laktose. Der var ikke for folk med multiallergi, men her fik begge menukort og kunne på den måde finde mad som selv Noa ville kunne tåle.  Var der ting som ikke stod på menukortet som Noa ønskede sig, kunne de ofte også lave det (f.eks. pomfritter, melon og rå grøntsager). Menukortet skiftede fra dag til dag. Der var dog ofte gengangere på menukortene til allergikere, men der var altid noget nyt at vælge, hvis man ville det. På billederne kan I se en af dagenes menukort. Havde man forelsket sig i f.eks. den pastaret med ragout af grønne bønner, ville man kunne bede om glutenfri pastaer til det.
Laktosefrit menukort


Glutenfrit menukort
Udover den gode mad, var der også ofte underholdning undervej i middagen. Den ene dage kom tjenerne forbi og dansede og en anden dag var der en minikoncert undervejs.


Konklusion


Lad mig sige det på denne måde: Da vi kom hjem blev der kigget på budgetter for at finde ud af hvor hurtigt vi kunne spare op til vores næste krydstogt. Det bliver bestemt ikke det sidste krydstogt, og med den gode behandling vi fik fra Costa Cruises kan det sagtens være dem som vi vælger igen næste gang.


Nedenfor er lidt stemningsbilleder fra vores tur. Jeg håber det har givet jer nogle svar ift. at tage på krydstogter selvom man har fødevareallergi. Hvis I har nogle spørgsmål så skriv gerne en kommentar nedenfor så vender jeg tilbage hurtigst muligt.


Afslapningen er startet.
Her venter vi på at skibet sejler fra Barcelona

Mens vi venter på den lækre mad.

Børnemenukortet havde opgaver på bagsiden som skiftede et
par gange om ugen.

Dans i restauranten

Vores skib i Savona

Frokost på skibet

Napoli

Da jeg bestilte fisk troede jeg at det var et stykke af en fisk :-o

Underholdning om aftenen. Her var det en super god
tryllekunstner. Ellers var der også dans og musik

Palermo

Noa går på streger i Palermo

Skibet i Palermo

Pizza i Ibiza

På Ibiza havde man fra kl 09:00 til kl 02:00 så der var
masser af tid til at se øen. Dette kunne f.eks. ske i en
BMW 218 cabriolet

Voice of the Sea, men gæster der dystede om at blive søens stemme.
Her vinderen af konkurrencen

Roomservice sker 2 gange dagligt.
Ofte var der sjove dyr lavet af håndklæder,
når man kom ned i kahytten.










mandag den 29. august 2016

Allergisk barn i institution

At have barn med allergi i børnehave
Ting at tænke over
Fødselsdag i børnehaven.
Flere billeder af kagen her på bloggen.

Noa fik allerede, da han var 6 måneder, konstateret allergi overfor mælk, hvedemel, æg og nødder. Vi var derfor heldigvis godt inde i livet med allergi inden Noa skulle starte i vuggestue. Det kan nemlig godt være en meget stor omvæltning at opdage at ens barn er allergisk samtidig med at man også skal stå for det praktiske i forhold til daginstitution. Noa er i gang med sit sidste år i børnehave og jeg tænkte at jeg vil dele ud af vores erfaringer ift at have et barn med allergi i institution.
Jeg vil anbefale alle at tage højde for at ting indenfor kommunal regi, ikke er noget som sker fra den ene dag til den anden. Har man derfor specielle behov eller forespørgsler skal man komme ud med dem så hurtigt som muligt. Vi har oplevet at sager har taget mange måneder.
Noas storesøster gik i samme institution som Noa skulle gå på. Vi fik derfor allerede inden vi havde fået bekræftelse på pladsen til ham et møde med lederen i institutionen og nogle af pædagogerne for at forklare hvilke udfordringer der ville være i forbindelse med at have noget i vuggestue. Det kræver selvfølgelig at man er sikker på hvor ens barn skal gå, men vi havde heldigvis søskendegaranti, så vi var ikke i tvivl. I forbindelse med mødet fortalte vi hvilke ting som Noa ikke kunne tåle, samt talt om hvordan vi kunne gøre hans hverdag så normal som muligt. Vi fik også lavet en seddel fra allergilægen som beskrev hvad han ikke kunne tåle og hvad der skete hvis han fik noget han ikke kunne tåle. Derudover lavede vi et brev med billede af Noa og hans allergier i listeform samt lidt andre nyttige oplysninger. Du kan se brevet her. Dette brev satte lederen i velkomstmappen som alle nye medarbejdere skulle læse således at de kunne se hvem han var og hvad hans situation er.
De lavede en regel om at Noa skulle have en pædagog i nærheden altid, og ikke måtte passes af vikarer alene.
Madpakkesmøring

Heldigvis er normeringen i denne institution ret god (ift andre steder) så de havde altid en voksen til at sidde ved siden af Noa under måltiderne i vuggestuen, og da man selv skulle have mad med gik hans periode i vuggestuen foregik helt gnidningsfrit. Da han skulle til at starte i børnehave forventede vi ikke nogen problemer med det, men her havde vi glemt hvor lang tid nogen ting kan tage, samt at normeringen i børnehaven ikke er ligesom i vuggestuen. Da Noa samtidigt fyldte 3 år i sommerferien og derfor skulle flyttes her, gik det ikke så gnidningsfrit som vi håbede på. Der ville ikke kunne være nogen som sad hos ham og spiste, eller nogen som havde tid til at gå ud med ham for at give ham astma medicin og smøre ham. De blev derfor nødt til at sende ham ind i vuggestuen hver gang han skulle spise, hvilket ikke huer en dreng der endelig er blevet gammel nok til at gå i børnehave. Vi skyndte os derfor at få et møde med lederen og sammen fik vi aftalt at hun ville forsøge at få nogle ekstra timer til Noa, således at der ville kunne være en omkring ham under spisesituationer og efterfølgende til medicin mm. Efter knap et par måneder gik dette igennem, og Noa fik bevilget en ekstra person 10 timer/uge Heldigvis havde lederen inden sørget for at Noa kunne spise sammen med hans venner i børnehaven, ved at rokere lidt rundt i timerne hos de voksne.
Vanillemuffins til fryseren

I forbindelse med opstarten i børnehaven havde vi skrevet et brev til alle forældre, så de vidste at der kom en dreng med allergi, og samtidigt lavede vi en anmodning til forældrene om ikke at give deres børn æggemader med i madpakken eller nødder, da det var noget af det som Noa reagerer kraftigst på. Derudover spurgte vi forældrene om de ikke ville skrive til os, når deres børn havde noget med i børnehave (ifbm. fødselsdag, afslutning eller lignende). Så ville vi sørge for at have noget med som lignede. Det var langt de fleste rigtigt gode til, og de fleste meldte det ud et par dage i forvejen så vi kunne nå at få lavet noget til ham hvis ikke vi havde det i fryseren. Vi har dog oplevet nogen har skrevet 19:30 at de havde noget med dagen efter og det var noget som vi ikke havde i fryseren, så den dag kom jeg sent i seng. Vi har også haft en æske med filur-is i børnehaven således at hvis der var nogen der glemte at give os besked så havde børnehaven altid en backup til Noa.
For nogle kan det at skulle sørge for at have noget med til ens barn hver gang, godt være overvældende, men jeg laver en stor portion vanilje-muffins som jeg fryser ned, således at jeg altid kan tage en op når der er fødselsdag. Herefter pyntes de så de minder om de andres kager. Jeg har haft lavet Ninja Turtles cupcakes, Batman cupcakes, minions muffins og andre. Når nogen har haft kagemand med, har jeg bagt pandekager (se opskrift her på siden) og skåret dem ud og pyntet dem med vingummier.
Etiketter fra Label King
 
En anden ting er det at børnene er meget mere selvstændige i børnehaven end man var vant til i vuggestuen. Børnene deler derfor selv madpakker mm ud. Det er derfor ekstra vigtigt at det er tydeligt for alle at se hvilken madkasse mm der er Noas. Her er navnelabels fantastisk gode. I starten brugte vi bare en dymowriter men vi blev trætte af at de meget nemt faldt af. Vi opdagede derfor navnelabels, som bliver siddende på alt fra madkasser, drikkedunk og selv tøj selvom det kommer i (op)vaskemaskinen. Der er flere forskellige slags, men Label King er vores favorit, da man kan sætte billede af ens barn på klistermærket så det er tydeligt hvis ting det er, og da de holder flere måneder så er prisen yderst acceptabel.

søndag den 24. juli 2016

At rejse med allergier

Ferie med allergi
Rejs med fødevareallergi
 

Jeg har på flere Facebook-grupper set folk stille spørgsmål om hvad de gør når de skal på ferie ift deres eller deres børns fødevareallergi.
Noa har haft konstateret allergi overfor mælk, æg, hvede, nødder, chokolade og boghvede i over 4 år, og vi har været på en del små og større ferier, og har derfra gjort os nogle erfaringer, som jeg synes jeg vil dele med jer.

Overvejelserne omkring det at rejse med en allergiker skal allerede begynde når man vil finde ud af hvor man vil hen på ferie.
  1. Det nemmeste er at rejse indenfor EU. Dette skyldes at det her er muligt at medbringe egen mad. Skal man rejse udenfor EU, er der meget mad man ikke må tage med sig. Man skal derfor her købe alt mad man skal spise i det land man skal til, og skal derfor kunne læse listen over ingredienser på det sprog som der er i det pågældende land. Her kan en mobiltelefon være en stor hjælp. Har man en smartphone kan man downloade Google Translate app'en, og derefter downloade det pågældende sprog ned på mobilen. Så kan man bruge oversættteren uden at skulle være på internettet. Det er dog nemmest hvis man har udlandsdata på sin telefon, da det giver mulighed for at tage et billede af ingredienslisten og så oversætter den selv alle ordene.
  2. Der findes lande der er nemmere at tage på ferie i end andre. Vi har tit været i Grækenland på ferie, og her oplevet at det ofte er svært at finde varer som vi er sikre på at Noa kan tale, da vi ikke kan læse det græske alfabet. Lande hvorman bruger det latinske alfabet, som vi kender i Danmark er nemmere at besøge, da man her kan læse indholdsfortegnelserne og derved udlede om man kan tåle tingene eller ej. Man kan dog stadig gå i de større butikker i Grækenland eller i internationale kæder som f.eks. Lidl hvor indholdsfortegnelsen ofte også er på engelsk.
  3. Uanset om man har sin mobiltelefon med sig rundt eller ej, så er det godt at have en allergi-parlør med sig på hånden. Astma og allergi forbundet har gode parlørs til de fleste lande man kunne finde på at rejse til på ferie til. Du kan finde dem her. Vi plejer ud fra disse parlørs at skrive en seddel som vi altid har med os hvor alle de ting som han ikke kan tale står på hhv engelsk og det lokale sprog
  4. Trin 4 er at gøre sig klar i hvilken grad der er behov for at kunne lave sin egen mad. Er det nok bare at have et køleskab, så man kan smøre sig noget brød, eller skal der kunne laves varm mad? Når vi er på ferie, så booker vi altid ferielejligheder. Det er der 2 grunde til. Den første, og vigtigste grund, er at vi har behov for selv at kunne al mad til ham. Anden grund er den at det er dejligt at kunne putte børnene i et værelse og så selv være i det andet, og ikke være nødt til at skulle gå i seng samtidigt med dem. Man kan også finde hoteller som kan servere allergivenlig mad, og derved slippe for at lave det selv, men hvis man er så allergisk som min søn så skal man lede længe og højst sandsynligt gå på kompromis med hvor man skal bo ift hvor man helst ville bo. Vil man selv finde et hotel at bo på kan man søge på denne engelske hjemmeside: http://www.specialgourmets.com/ De har også oversigt over hvor man kan spise mad og handle ind.
  5. Selvom man vælger en lejlighed eller et studio så er det sjældent at man kan bage sit eget brød. Det er derfor en god ide at have brød med til et par dage da det ikke er sikkert at man kan finde et sted at handle brød man kan tåle lige når man kommer derned. Min søn er ikke allergisk overfor gluten men "kun" hvedemel og alt det andet. Jeg bager derfor rugbrød til ham. Se opskrift her Dette rugbrød kan holde i lidt over en uge når det er friskbagt og lidt kortere tid hvis det har været frosset ned. Vi bager derfor altid rugbrød til ham dagen før vi tager afsted og hvis det er 2 uger vi er der så fryser vi et brød ned og lader det andet være i køleskabet. Så er der godt mættende brød til ham under hele ferien. Hvis man ikke har en opskrift på brød der kan holde sig i lang tid, så kan man købe nogle pakker brød i Kvickly, Bilka og Helsekost som er vakumpakkede og derfor kan holde flere måneder indtil de bliver åbnet. Derefter er holdbarheden kun få dage, men man kan evt åbne pakken når man kommer derned og så fryse noget af brødet ned så det kan tages op igen efter et par dage.
  6. Ferie = is. Desværre kan det være svært at finde is uden mælk, hvede, chokolade og nødder. Vi har derfor altid frys selv is med os på ferien. Hvis vi flyver skal de være i den indcheckede baggage, pga regler om flydende væsker i håndbaggagen. Hvis vi så finder is som Noa tåler får han naturligvis bare dem, men ellers har vi vores egen is med som backup. Da vi var i Italien fandt vi kun et mærke som han kunne tåle og de smagte mere af rengøringsmidler end frugt, så de røg ud og så fik han nogle af vores egen is da vi kom tilbage til hytten som vi boede i. Vi fandt dog et sted der solgte veganske frugt is som udenlukkende var lavet på frugt i selve Sirmione, ved Gardasøen. Dvs uden sukker, sødemiddel eller andet. Det var 100 % frugt. Der var mange forskellige smage, så lige noget for min søn. Min kone og datter fik faktisk også disse is, og selvom de var ret pebrede i prisen (ca 35 kr) var de pengene værd.
  7. Når man er på ferie tager man ofte på små ture ud og se ting. Her skal man huske altid at have noget mad med som man kan spise hvis ikke man finder noget som man kan tåle på turen. Vi havde inden afrejse købt nogle små dåser makrel i tomat i portionsstørrelser (Makrelguf fra Glyngøre), som vi altid kunne tage med sammen med noget brød således at Noa kunne få det hvis vi ikke fandt noget han kunne tåle. Der findes også leverpostej på dåse, som man ligeledes kan have med.De behøver ikke at være på køl og holder sig meget længe. Derfor skal man ikke være nervøs for om maden blev for varm under turen eller lignende, og man behøver ikke at smide mad ud hvis man nu finder noget som man kan tale. Husk blot et engangskniv og evt tallerken eller servietter hvis man ikke spiser på en restaurant.
Isbutik som solgte veganske is (dvs uden mælk og æg)
kun lavet på indkogt frugt. Noa fik en med jordbær
mens storesøster fik en med annanas.

Ferie = afslapning

Husk altid noget mad når du tager ud på udflugter
i tilfælde af at du ikke finder noget du kan tale.

Gardaland tilbyder allergivenlig mad. Det er dog mad
der mest minder og det som de ældre får på plejehjem
og det kommer direkte fra frost.

Kung Fu Noa

Med 38 °C i skyggen er det dejligt en en lille
gang med dis, også i Gardaland

Her er vores høst fra Italien. Noa elsker denne pasta og
den er samtidigt rigtig god af koge, da den ikke så nemt koger ud
som andre pastaer. Den koster fra 1,59 € pr 500 g (ca 12 kr)
så det er langt under danske priser.