Klejner uden gluten, mælk og æg
veganske gærklejner
Så lykkedes det!
Jeg har haft det som mål i år at lave klejner som min søn kan tåle. Da han er allergisk overfor så mange ting, er det næsten umuligt at købe kager og lignende som han må få. Samtidigt er det næsten umuligt at finde opskrifter som jeg bare kan bruge. Jeg må derfor prøve mig frem, nogle gange uden succes. Jeg havde fundet en opskrift på klejner som jeg lavede om, men da puttede dem ned i olien, gik det 100% i opløsning, og efterlod kun rapslignende krummer. Jeg måtte derfor lave en anden type opskrift, som ville kunne holde til en tur i olien. Det lykkedes med denne opskrift, der smager som "almindelige" klejner. Vær dog opmærksom på at de ikke kan opbevares ret længe og derfor bør spises samme dag som de er lavet, da de i løbet af få dage bliver ret seje.
Ingredienser (ca 30 stk):
- 50 g gær
- 3 dl lun risdrik, eller anden vegetabilsk "mælk"
- 125 g vegetabilsk margarine, f.eks. FRI eller Nutana margarine
- 2 spsk sukker (eller andet sødestof)
- ½ tsk kardemomme
- ½ tsk salt hvis der ikke er salt i margarinen
- (evt 1/2 revet økologisk citronskal eller lidt appelsinskal, hvis man tåler dette)
- 500-700 g lys glutenfri brødmix
- 2-3 pakker Palmin til stegning (svinefedt kan også bruges, hvis ikke de skal være veganske)
- Flormelis til at drysse over (evt som glasur med lidt appelsin/citron-saft)
Fremgangsmåde:
- Rør gæren ud i den lunke risdrik, og tilsæt margarinen i små stykker, sammen med sukker, kardemomme og evt citron/appelsin. Tilsæt salt og mel, mens du ælter (evt i en røremaskine) indtil dejen slipper skålen.
- Lad dejen hæve ved stuetemperatur under et viskestykke i 1 time.
- Rul dejen ud i ca ½ cm tykkelse og skær dejen ud i harlekinsmønster og vrid stykkerne. Dette bør gøres med det samme, da dejen bliver skrøbelig hvis den tørrer ud. Vær opmærksom på at klejnerne hæver en smule ved at komme ned i olien.
- Varm kokosolien (palminen) op til 180 °C (Hvis du ikke har termometer, så test ved at dyppe bagenden af en tændstik (den uden svovl) ned i olien. Hvis den bruser er olien klar til brug.
- Kog et par klejner ad gangen.
- Vend dem undervejs med et grillspyd eller hulske.
- De er færdige når de er gyldne.
- Lad dem dryppe af på en tallerken med køkkenrulle på.
- Når de er kølet helt af drysses de med flormelis.
- Server når de er kølet af.
Dejen efter hævning. Den ser lidt skrøbelig ud, men opfører sig ret smidigt. |
Husk at trække dejen godt igennem. Den nederste er ikke trukket nok, så den gik op igen i olien. |
Her er brugt en kasserolle, så her skal der kun bruges 1½ Palmin. Til gengæld kan der ikke laves så mange ad gangen. Den øverste i højre hjørne er ikke folde men kun skåret stort ud. |
Det færdige resultat |
Et styk glad dreng. Det er første gang han smager en klejne og absolut ikke den sidste gang. Jeg beklager den dårlige billedkvalitet. |