onsdag den 23. marts 2016

Småkager

Glutenfri, sprøde småkager
Gluten-, mælke-, ægge- og nøddefri småkager

I anledning af påsken skulle Noa jo naturligvis også forkæles. Normalt får børn chokoladeæg i påsken, men da han ikke tåler chokolade måtte jeg tænke kreativt. Inde på Instagram så jeg nogle amerikanere lave påskesmåkager med glasur på og tænkte det måtte jeg da også prøve. Problemet er at Noa heller ikke tåler æg, så småkager med æggehvideglasur er ikke det nemmeste at lave.
Løsningen er noget lidt specielt. Æblemos til småkagerne og restvandet fra en dåse kikærter til glasuren. Mere herom længede nede på siden. Selve udstikkeren er blot en rund udstikker jeg har presset æggeformet. Bemærk at den ikke kan blive ordentlig rund igen, så brug en du ikke skal bruge som rund igen, eller find en der allerede er æggeformet.

Først til småkagerne. Det er lækre sprøde småkager, som er nemme at lave.

Ingredienser (ca 2 bradepander)
  • 250 g mælkefri fast margarine (AMA/FRI/Nutana) -ikke light
  • 225 g sukker
  • 80 g æblemos
  • 500 g Vitamille glutenfri melmix (fra Rema1000)
  • 1/4 tsk salt
  • 1,5 tsk vanillesukker

Fremgangsmåde:
  1. Rør sukker, vanillesukker, salt og margarine sammen
  2. Tilsæt æblemos og til sidst den glutenfri mel. Rør hurtigt sammen, evt med hænderne til dejen er samlet.
  3. Del dejen i 4 stykker og kom dem i dypfrostposer. Mas dem flade og læg dem i køleskabet i minimum 2 timer.
  4. Tag en poses ud af gangen og rul småkagedejen tynd mellem 2 stykker bagepapir.
  5. Udstik småkagerne og fjern det overskydende dej fra bagepapiret. Dejen er for blød til at flytte over på et rent bagepapir. Rest-dejen lægges tilbage i posen og kommes i køleskabet igen for at blive kølet ned.
  6. Bag i ovnen ved 200°C i 8-12 minutter indtil de er gyldne i kanten.
  7. Gør det samme med de 4 andre poser og brug til sidste resterne til flere småkager, indtil der ikke er mere dej.

Lad småkagerne køle helt af inden der kommer glasur på.

Aquafaba glasur:
Aquafaba er betegnelsen for det vand der lægger nede i en almindelig dåse  kikærter. Det er reelt bare vand og salt hvor kikærternes stivelse er trukket ud i vandet. Stivelsen fra kikærterne er ret specielt, og dette aquafaba kan bruges på ligefod med æggehvide til bl.a. marengs, flødeboller og lignende. Smagen er ret neutral så dem der ikke ved det vil ikke kunne smage at der er brugt aquafaba i stedet for æggehvide.

Ingredienser (mange småkager)
1 dåse kikærter
1 pk flormelis
Evt farve. Pastafarver virker bedst. De kan fås i Kop og Kande, samt Panduro hobby

Fremgangsmåde:
Hæld vandet fra kikærterne ned i en gryde og lad det koge lidt ind (kog 3-4 minutter)
Tag et par spsk aquafaba ned i en skål og tilsæt flormelis, og rør til rette konsistens.
Tilsæt farve og rør det helt ud.




Kikærtevand

Lav en kant af lidt tyk glasur og fyld op med lidt tyndere glasur
Lad det tørre helt inden du går videre (Tager 30-60 min)

Pynt som du vil



Pizzabunde

Pizzabunde
Lækre sprøde pizzabunde

Jeg har prøvet mange forskellige opskrifter på pizza-bunde, da Noa elsker pizza. Denne opskrift er helt klart hans favorit.
Den er forholdsvis nem at lave og egner sig til at fryse ned når den er forbagt. Jeg laver ofte dobbelt portion så jeg altid har en frossen pizzabund klar til at blive fyldt med divere lækkert topping.

Ingredienser: (2 store eller 3 medium bunde)
6 dl lys melmix (Skal være uden husk eller lign)
4 dl vand
25 g gær
1 tsk sukker
2 spsk olie, gerne oliven
3 tsk Xanthan gum
3 tsk Pektin (eks. citrus pektin) - Kan undlades men bliver helt klart bedst med det
1 tsk salt

Fremgangsmåde:
Bland alle tørre ingredienser sammen i en skål
Rør gæren ud i lillefingervarmt vand i en anden skål.
Hæld melblandingen ned i vandet, sammen med olien og rør med dejkroge eller køkkenmaski i mindst 5 minutter.
Lad dejen hæve tildækket i ca 25 minutter.
Del dejen i 2 stykker hvis det skal være store pizzaer eller 3 for medium størrelse pizzaer.

Her kommer der 2 fremgangsmåder. Den første er helt klart min favorit, men nr 2 er nemmere både under og efterfølgende ift rengøring.
1)
Tænd ovnen på 300 °C eller hvor meget din ovn nu kan klare, med en ren bageplade uden bagepapir i. Ovnen skal have kørt i minimum 15 minutter inden du bruger den.
Drys rismel ud på bordet og rul dejen ud til en pizza med en kagerulle der er smurt med olie, for ikke at sidde fast i dejen. Prik huller i pizzabunden med en gaffel for at minimerer bobler under bagning.
Flyt pizzabunden direkte ind på den varme bageplade, vha en pizza-spartel eller lignende, og bag i 4-8 min, indtil let brun i kanten. Tag pizzaen ud af ovnen og hvis den skal bruges med det samme, kommes der fyld på og sættes tilbage i ovnen, indtil den er klar. Ca 4-7 minutter. Ellers skal den køle helt af inden den kommer i en stor dypfrostpose og i fryseren.

2)
Tænd ovnen på 225 °C, med en bageplade i ovnen. Ovnen skal have kørt i minimum 10 minutter inden du bruger den.
Smør et stykke bagepapir med olie og rul dejen ud til en pizzabund med en kagerulle, der er spurt med olie for ikke at sidde fast. Prik huller i dejen med en gaffel for at undgå bobler under bagning. Kom bagepapiret med pizzabunden på over på den varme bageplade og bag i 5-8 minutter indtil den er gylden i kanten.Tag pizzaen ud af ovnen og hvis den skal bruges med det samme, kommes der fyld på og sættes tilbage i ovnen, indtil den er klar. ca 6-8 minutter. Ellers skal den køle helt af inden den kommer i en stor dypfrostpose og i fryseren.

Lækker sprød bund med knasende kanter.


Lys glutenfri melmix

Jeg fandt denne opskrift på en amerikansk hjemmeside og tænkte at ville prøve den da jeg ikke har været så tilfreds med flere hjemmelavede melmix jeg før har prøvet at lave. Denne synes jeg er rigtig god og er hurtig at lave da alle mål er i deciliter. De fleste ingredienser kan købes i større supermarkeder. Teff mel skal dog købes i en specialbutik, så som Helsekost, eller i Meny.

Glutenfri lys melmix

5 dl fuldkorns rismel
2,5 dl lys rismel (evt den fra urtekram)
1,25 dl teff mel
1,25 dl kartoffelmel
1,25 dl majsstivelse (Maizena)

Bland alle ingredienser sammen i en dypfrostpost, og du er klar med melmixet.